Referat: Cádiz - Real Madrid 0-3, LaLiga, 32. spillerunde
Hermed følger referat af kampen mod Cádiz, LaLiga, 32. spillerunde:
Kort opsummering af kampen:
Real Madrid kom tilbage på sporet med en flot sejr på 3-0 ude over Cádiz og der var rigtig mange opløftende momenter i kampen, som eksempelvis Antonio Blanco på den centrale midtbane, som fik sin første hele kamp. Nuvel, så skal han lige øve sig på det tekniske plan og få afleveringerne til at ramme en medspiller lidt oftere, men det kommer trods alt til at stå i skyggen af de gode ting, han leverede i kampen. Cádiz indledte opgøret bedst, men Real Madrid fik hurtigt tilkæmpet sig et overtag. Konspirations-elskere havde spekuleret i, at Real Madrid oven på ESL-derouten ville møde modstand fra LFP og RFEF i form af dommerkendelser imod dem, men efter en halv time fik Real Madrid det første straffespark i 26 kampe, da Vinícius blev trådt ned og efter et VAR-tjek kunne Benzema bringe Real Madrid foran. Helt fortjent.
Blot tre minutter efter var udskældte Odriozola på pletten, da han headede Benzemas indlæg ind. Dermed syntes kampen afgjort og enhver tvivl blev fjernet fem minutter før pausen, da Benzema med sin anden scoring lukkede og slukkede.
Med en føring på 3-0 blev anden halvleg ren cruise control for Real Madrids vedkommende, som også kunne tillade sig at give pause til de mest trætte spillere, hvilket blandt andet betød, at Mariano kom på banen i stedet for Benzema efter en times spil og få øjeblikke senere burde han have bragt Real Madrid foran 4-0, men efter at have afdriblet målmanden sendte han bolden forbi et tomt mål fra en lidt spids vinkel.
Kampens spiller:
Karim Benzema. To mål og et oplæg og med i meget af spillet. Vigtigheden af at have ham tilbage kan ikke undervurderes.
Kampens badebold:
Mariano. Friløber lige efter, at han er kommet ind, hvor han sparker bolden forbi et tomt mål.
Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Masser af gode takter i denne kamp. Man fik lidt kamptræning i benene på de spillere, som er vendt tilbage fra skader og samtidig var der spilletid til Antonio Blanco og Miguel Gutiérrez.
