Ceferin advarer Super League-klubber

UEFA’s præsident, slovenske Aleksander Ceferin, advarer de fire resterende Super League-klubber om, at de kan blive udelukket fra Champions League.

Otte af de 12 Super League-klubber har meddelt, at de vil forlade turneringen, men i AC Milan, Juventus, FC Barcelona og Real Madrid tror man stadig på ideen om en europæisk superliga.

- Det er krystalklart, at klubberne er nødt til at vælge om de er i Super League eller om de er en europæisk klub, udtaler Ceferin til AP.

- Hvis de siger, de er i Super League, så spiller de selvfølgelig ikke Champions League. Hvis de er klar til at gøre det, så kan de spille deres egen turnering.

Gudskelov havde UEFA’s eksekutivkomité den smule fornuft der skulle til for ikke at udelukke Real Madrid, så klubben kan nu se frem til en semifinale på onsdag, hvor en anden af de 12 oprindelige Super League-klubber, Chelsea venter.

- Vi venter stadig på juridisk ekspertise, og så kan vi sige noget, men alle må tage konsekvenserne for sine handlinger, og det ved de.

- Det er en anden situation for de klubber, som har indrømmet deres fejl og sagt, “Vi forlader projektet”.

UEFA’s præsident fortsætter sin sang om at de er den eneste rigtige vej for fodbolden:

- Den værste dag var lørdag, fordi der indså jeg, at det var rent bedrag, at nogle mennesker havde løjet for os i flere år. Det var underligt, fordi jeg vidste ikke præcis hvad der ville ske næste dag. Det var sådan, at noget ville blive meldt ud, men ingen vidste hvad.

Lige nu kan man på Twitter i øvrigt se Ceferins navn florere under trendende emner ved hashtagget: #CeferinOut.

Seneste artikler...