Inden Chelsea: Kroos klar - Mendy ude

Toni Kroos deltog på lige fod med sine holdkammerater i søndagens træning i Valdebebas og skulle være tip top til morgendagens Champions League semifinale mod Chelsea.

Real Madrids tyske midtbanegeneral har misset madrilenernes seneste tre kampe, hvor det blot er blevet til fem point af ni mulige i LaLiga, hvilket har været kosteligt i kampen om det spanske mesterskab.

Kroos har været fysisk presset på det seneste, hvorfor Real Madrids lægestab ikke har taget nogen chancer med ham. Det kan Los Blancos forhåbentlig høste frugterne af mod Chelsea i morgen, hvor tyskeren med al sandsynlighed er tilbage i truppen.

Ferland Mendy bliver med overvejende sandsynlighed ikke klar til kampen, da han ikke var med i gårsdagens træningspas, og derfor mener spanske Marca da også at vide, at Nacho kommer til at spille venstrebacken mod Chelsea.

Zidane udtager senere i dag sin trup til morgendagens kamp, og her kommer vi til at få syn for sagen i forhold til såvel Kroos som Mendy.

Seneste artikler...