Spansk presse: Nøglespillere hviles imod Osasuna
Zinedine Zidane har i flere omgange på det seneste ytret, at hans spillere er på grænsen rent fysisk efter mange kampe og mange skader, hvorfor Osasuna-kampen på lørdag formodentlig bliver set som en mulighed for at hvile nogle spillere forud for returkampen imod Chelsea i Champions League.
I spansk presse skrives der især om, at spillere som Luka Modric, der fortsat døjer med rygproblemer, samt Toni Kroos og Karim Benzema vil blive sparet imod Osasuna. Især Modric og Kroos har set temmelig udkørte ud i de seneste kampe, når de har spillet, og selvom Benzema viste storspil imod Chelsea, kan han stadig se frem til et hvil.
Derfor kan en spiller som Antonio Blanco formodentlig komme i spil til flere minutter for førsteholdet, og derudover håber man på at få Fede Valverde tilbage efter overstået coronakarantæne. Med hensyn til Ferland Mendy håber man fortsat på, at han kan blive klar til Chelsea-kampen, så ham skal man ikke regne med at se tilbage på lørdag.
Tidligere denne aften dummede Barcelona sig dog i LaLiga, hvor de tabte på hjemmebane til Granada, og det er en gave, som Zinedine Zidane næppe vil lade gå tabt, eftersom fire hold i topstriden i LaLiga nu ligger inden for tre points afstand. Det kan eventuelt tvinge Zinedine til at bringe spillere i aktion, som ellers ville have fået hvile, hvis Osasuna kan vise sig som en ligeså svær nød at knække, som da man gæstede El Sadar tidligere på sæsonen på en isglat bane.
