Marca: Real Madrid har mistet tålmodigheden med Hazard - overvejer salg
Real Madrid har angiveligt mistet tålmodigheden med Eden Hazard, hvorfor belgieren skulle være havnet på transferlisten i den spanske hovedstad, ligesom mange andre spillere i den nuværende trup.
Hazard blev købt ind som Real Madrids nye superstjerne i sommeren 2019, og forventningerne var enorme til den belgiske stjerne, men skader, dårlig form og "andre omstændigheder", som den spanske sportsavis Marca formulerer det, har fået bægret af tålmodighed med belgieren til at flyde over på direktionsgangene i Real Madrid.
Det kommer et eventuelt spansk mesterskab efter sigende ikke til at ændre på, hvis man skal stole på bulletinerne i den spanske presse.
Den 30-årige belgier var så sent som efter nederlaget til Chelsea i onsdags i vælten i den spanske presse, da han efter kampen blev fanget i at more sig ret så gevaldigt med sine tidligere holdkammerater, og det kan sagtens være tilfælde som disse, spansk presse kategoriserer som "andre omstændigheder".
Ret skal dog være ret. Hazard leverede sin hidtil største individuelle præstation i sin Real Madrid-karriere mod Chelsea, da han utroligt nok var den Real Madrid-spiller, der løb flest kilometer i madrilenernes blamage mod englænderne onsdag aften. Det kan meget vel være dette faktum, der fik det store smil frem på belgierens læber.
Hazard har stadig tre år tilbage på sin kontrakt, og Real Madrid afskriver i tillæg fortsat på de 100 millioner euro, som man betalte Chelsea for ham i 2019. Herudover er belgierens markedsværdi, ifølge Transfermarkt, styrtdykket. Han var således vurderet til 150 millioner euro, da han skiftede til spansk fodbold og lige nu er belgierens værdi helt nede på 40 millioner euro.
Derfor bliver det da også en rigtig svær manøvre for Real Madrid at få afhændet Hazard, hvis rygterne fra Marca har hold i virkeligheden, ligesom Zidane fortsat ser ud til at nære stor tillid til belgieren. Det lader derfor til at være mere sandsynligt, at Hazard også er Real Madrid-spiller, når sommerens transfervindue er smækket i.
