Italiensk medie: Real Madrid klar med stor Allegri-kontrakt
Det er fortsat uvist om Zinedine Zidane vælger at forlade Real Madrid efter sæsonen eller ej, men i de spanske medier er de i den grad begyndt at spekulere i afløsere for den populære franskmænd.
De to varmeste kandidater er to vidt forskellige profiler; den første er Massimiliano Allegri, som bl.a. har vundet seks italienske mesterskaber med AC Milan og Juventus. I Juventus ville de dog gerne opdateres til en mere attraktiv spillestil, og derfor valgte Juventus at gå nye veje.
I Raúl finder man næsten modsætningen. Han har ingen nævneværdig erfaren som træner, selvom han netop har overstået en flot sæson med Castilla. Til gengæld er det ganske få mennesker, der kan siges at have en status som hans i Real Madrid. Han er indehaver af rekorden for flest kampe, har scoret næstflest mål og er nr. 3 på listen over spillere med flest assists. Med andre ord: Leyenda Blanca.
Allegri selv er meget interesseret i Real Madrid-jobbet, som han ellers afviste for tre år siden pga. hans forpligtelser i Torino. Napoli og netop Juventus skulle dog efter sigende også være ude efter den rutinerede italiener.
Ifølge italienske La Gazzetta dello Sport har Florentino Pérez allerede lagt et bud på bordet til Allegri. Forslaget er en kontrakt af to års varighed med option på et år yderligere, hvor Allegri vil tjene €10 millioner euro årligt.
I Juventus har man gang i en katastrofal sæson med Andrea Pirlo ved roret. Man ved endnu ikke om man skal spille Champions League efter sommerferien, og i en klub som Juventus er det svært at se træneren fortsætte efter sådan et år.
Derfor kigger man der nysgerrigt mod Madrid, hvor Zidane kan være på vej ud. Franskmanden skiftede fra netop Juventus, da han i 2001 tog til Real Madrid, og nu kunne man godt tænke sig, at han tog turen den modsatte vej.
Et andet italiensk medie, Corriere dello Sport, fortæller, at Zidane ikke har responderet på nogen tilbud endnu, da Real Madrid skal være de første der kender til hans endelige beslutning.
Real Madrid spiller sæsonens sidste kamp på lørdag kl. 18 mod Villarreal. Real Madrid kan stadig vinde mesterskabet, men det kræver, at Atlético ikke vinder deres kamp mod Valladolid, som kæmper for at blive i rækken. Samtidig skal Real Madrid naturligvis vinde kampen over Villarreal.
