Optakt: Real Madrid - Villarreal, LaLiga, 38. spillerunde
Der er lagt op til en gyserafslutning på LaLiga, når sidste runde afvikles i aften. Her vil alles øjne være rettet mod to stadions, nemlig Estadio Nuevo Zorilla i Valladolid og Estadio Alfredo di Stéfano i Valdebebas.
Her afgøres det spanske mesterskab mellem Atlético Madrid og Real Madrid, som møder henholdsvis Valladolid og Villarreal og sagen er enkel for Real Madrid, som ubetinget skal vinde, hvis mesterskabschancen skal bevares og samtidig skal man så håbe på, at Atlético Madrid ikke vinder sin udekamp mod nedrykningstruede Valladolid, som selv skal vinde for at undgå nedrykning.
Real Madrid har historien imod sig, for man har aldrig vundet et mesterskab, hvis man ikke er gået ind til sidste spillerunde som tophold i rækken, men det vil være en flok motiverede spillere, som går på banen i forsøget på at genvinde det spanske mesterskab, og man er oppe mod en modstander, som skal forholde sig til, at man både skal forsøge at sikre sig en plads i næste sæsons Europa League, hvilket man kun kan med en sejr, men samtidig spiller man netop Europa League-finale mod Manchester United i den kommende uge og den vil man også gerne spare kræfter til.
Villarreal imponerede i sidste weekends kamp med at vinde hele 4-0 over Sevilla og holdet råder da også over en række spændende spillere som Pau Torres i forsvaret, men så sandelig også over en række rutinerede og dygtige spillere som Rulli i målet, samt Coquelín, Parejo, Bacca og Gerard Moreno som markspillere, som kan gøre livet svært for Real Madrid, der dog ikke kan frasige sig favoritrollen i aftenens kamp.
Real Madrid går ind til kampen med Sergio Ramos og Varane tilbage i truppen, men de starter sandsynligvis begge på bænken, idet Nacho og Militao ser ud til at få genvalg i det centrale forsvar. Ramos og Varane kan dermed se deres måske sidste kamp fra sidelinjen, idet begge meldes på vej væk. Førstnævnte har kontraktudløb og sidstnævnte menes at have fået lyst til at prøve noget andet.
Til gengæld bliver der gensyn med en spiller, som sandsynligvis og forhåbentlig er at finde i førsteholdstruppen i den kommende sæson, nemlig venstrebacken Miguel Gutiérrez, som er ved at slå sit navn fast efter et par imponerende indsatser og på den anden back er udskældte Odriozola faktisk også på vej ind i varmen efter en række godkendte indsatser.
Real Madrid må undvære Toni Kroos og Eden Hazard, men tyskerens rolle blev i sidste kamp udfyldt af Fede Valverde, som forventes at få genvalg og den dygtige uruguayaner kan da også blive en vigtig brik i dagens opgør.
De to afgørende kampe for mesterskabet bliver altså Valladolid – Atlético Madrid og Real Madrid-Villarreal, og de to kampe kan følges på henholdsvis TV2 Sport X og TV2 Play fra kl. 18.00.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Odriozola, Militao, Nacho, Miguel Gutiérrez, Casemiro, Fede Valverde, Modric, Vinícius, Rodrygo, Benzema.
