Enormt prisskilt på Camavinga
Den 18-årige midtbanespiller fra Rennes, Eduardo Camavinga, har i efterhånden længere tid været rygtet til Real Madrid såvel som andre store klubber som PSG og Bayern München, og med kontraktudløb i 2022 kan et skifte formentlig komme på tale i løbet af sommeren.
Rennes' præsident, Nicolas Holveck, håber dog ifølge AS fortsat på, at Camavinga forlænger sin kontrakt, men hvis et salg skal komme på tale, skal den købende klub angiveligt op med en væsentligt større sum penge, end der tidligere har været nævnt.
Ifølge AS skal køberen nemlig op med 100 millioner euro for at købe Camvinga fri, hvilket er 40-50 millioner mere, end der tidligere har været nævnt, og det skulle have afskrækket flere interesserede klubber. Bayern ønsker efter sigende ikke at give mere end 25 millioner euro for en spiller, der har kontraktudløb om et år, mens Real Madrid har trukket følehornene lidt til sig igen som følge af Antonio Blancos flotte præstationer samt Luka Modric' kontraktforlængelse.
Prisen skulle dog ikke helt have afskrækket PSG endnu, og den fransk hovedstadsklub kan derfor blive Camavingas kommende arbejdsgiver, men sandsynligvis må Rennes indstille sig på at gå på kompromis med den temmelig høje pris.
