Næste sæsons trup: Udskiftning i alle kæder
Endnu er der ikke meldt noget officielt ud med hensyn til Zinedine Zidanes fremtid. Franskmanden har kontrakt med Real Madrid i endnu et år, men rygterne går som bekendt på, at han trækker sig som cheftræner for Los Blancos. I Real Madrid venter man derfor sandsynligvis lidt med endegyldigt at beslutte sig for, hvilke spillere der skal hentes ind til holdet, men Marca har til gengæld et bud på, hvordan puslespillet skal gå op med de spillere, som klubben allerede har på kontrakt.
Målmænd:
Thibaut Courtois har gjort det fortrinligt i den netop overståede sæson, og derfor kommer de eneste ændringer på denne post til at ske, hvis Diego Altube eller Andriy Lunin ønsker at søge mere regelmæssig spilletid andetsteds.
Forsvar:
Her mangler der fortsat at komme officielle umeldinger med hensyn til Sergio Ramos, der har kontraktudløb om en måned, og Raphaël Varane, der angiveligt vil prøve noget nyt, og derfor er det stadig uklart, om Real Madrid skal ud og hente nul, én eller to nye centerbacks til sommer. Til gengæld lader det til, at Marcelo har færdigspillet sin rolle som spiller i klubben, hvorfor Miguel Gutiérrez bliver rykket op til førsteholdstruppen for at ersatte brasilianeren for sammen med Ferland Mendy at dække venstrebacken.
På højrebacken virker det efterhånden sandsynligt, at Álvaro Odrizola har spillet sig til at få endnu en sæson i klubben, især på grund af Dani Carvajals skadesproblemer. Derudover er Nacho og Éder Militão sikre dele af næste sæsons trup.
Midtbane:
Casemiro, Luka Modric og Toni Kroos har igen i denne sæson vist et niveau, der gør dem til urørlige medlemmer af Real Madrids spillertrup, og derudover håber man på, at Fede Valverde kan komme sine skader til livs og spille en endnu vigtigere rolle i næste sæson. Her tilføjer man formentlig Antonio Blanco til truppen, ligesom Martin Ødegaard kan få endnu en chance efter endt lejeophold i Arsenal. Isco er omvendt et godt bud på en spiller, der skal søge nye græsgange.
Angreb:
Karim Benzema er naturligvis selvskrevet til næste sæson, og man har ifølge Marca ikke mistet tålmodigheden med Rodrygo og Vinícius på trods af endnu en sæson uden det store gennembrud. Det er dog på de offensive positioner, at der nok er størst behov for forandring, og klubben meldes ikke afvisende over for salg af spillere som Eden Hazard, Marco Asensio, Luka Jovic og Mariano.
Med hensyn til Lucas Vázquez er fremtiden endnu uvis, da spanieren har kontraktudløb om en måned, og det samme gælder Brahim Díaz, der vender hjem efter overstået lejeophold hos Milan, men som man dog har kontrakt med frem til 2025.
