Varane: Underligt at se Zidane smutte
Raphaël Varanes egen fremtid i Real Madrid er fortsat usikker, men ikke desto mindre har han på en pressekonference med det franske landshold kommenteret på sin landsmand, Zinedine Zidanes, afsked med klubben.
Varane sagde følgende:
- Min første reaktion er, at jeg føler mig stolt over de sidste ti år. Han hentede mig fra Lens til Real Madrid, og jeg har lært meget af ham. Han er en træner med en menneskelig side. Han er en inspirationskilde, ikke kun for mig, men for mange spillere, der har mødt ham. For mig og for en hel generation af spillere i Real Madrid er det underligt at se ham smutte.
Det er ikke utænkeligt, at Varane i fremtiden kan blive genforenet med Zidane, eventuelt hvis sidstnævnte engang skulle overtage det franske landshold, og det ville Varane ikke have noget imod:
- Det har været en fornøjelse af arbejde med ham, og det ville være dejligt, hvis det ville ske igen i fremtiden. Han er en stor træner og et fantastisk menneske.
