Vázquez om kontraktsituationen: Jeg er rolig

Lucas Vázquez har i programmet "Universo Valdano" snakket med Jorge Valdano, der har en fortid i Real Madrid i flere forskellige roller, og her kommenterede spanieren blandt andet på det faktum, at hans kontrakt står til at udløbe om lidt over en måned.

Vázquez sagde:
- Jeg er rolig. Jeg er i den bedste klub i verden, og vi må se, hvad der sker. Snart kommer vi til at vide noget nyt. Jeg føler kærligheden fra Real Madrids fans, og det er noget, der gør mig glad. 

29-årige Vázquez var i 2014/15-sæsonen udlejet til Espanyol, men fra 2015 og frem har han spillet for Real Madrids førstehold, og han fortæller følgende om forløbet:
- Benítez bragte mig ind på holdet, men det var med Zidane, at jeg virkelig begyndte at få en fremtrædende rolle. Han snakker med dig hver dag og giver dig selvtillid. Han har altid det kram eller anden kærlig gestus for at give dig et smil på læben og få dig til at møde til træning i godt humør. Der er ingen spiller, der kan sige, at Zidane ikke snakkede med ham.

Vázquez har gjort det glimrende for Real Madrid i sæsonen, hvor han nåede at spille 34 kampe, inden en skade endte hans sæson og lukkede ned for hans chancer for at komme med til EM. Om landsholdskarrieren siger Vázquez:
- Det er et andet niveau at repræsentere sit land. Jeg var aldrig blevet udtaget til noget landshold før EM 2016. Det var en stor overraskelse, da del Bosque ringede til mig før finalen i Milan (Champions League-finalen hvor Real Madrid besejrede Atlético Madrid efter straffesparkskonkurrence, red.). Det gør mig meget vred, at jeg ikke kan komme med til EM, men jeg fortsætter med at arbejde for at komme med til den næste. 

Seneste artikler...

Annonce