UEFA-præsident om Super League-klubber: De har lammet sig selv
UEFA åbnede for ikke så længe siden en disciplinærsag imod Real Madrid, Barcelona og Juventus, som er de tre klubber, der endnu ikke har trukket sig fra Super League-projektet. Efterfølgende svarede de tre klubber ved i en officiel udmelding at fordømme trusler om sanktioner, hvor man i stedet opfordrede til forhandlinger angående nødvendige reformer af moderne fodbold.
UEFA’s præsident, Aleksander Ceferin, har til mediet Sky Sport Italia, taget til genmæle, idét han siger:
- De (Real Madrid, Barcelona og Juventus, red.) har lammet sig selv med den tilgang, de valgte. Det er underligt at læse pressemeddelelser, som siger, at disse tre ud af tusindvis af klubber synes, at deres idé vil redde fodbold, mens ingen andre kan lide tanken.
Ceferin kunne ikke oplyse nogen deadline med hensyn til den førnævnte disciplinærsag, men han fortsatte sin forbitrede kritik af de tre klubber:
- Jeg synes, det er underligt at bekendtgøre, at man stadig er med i Super League, hvorefter man sender et brev, hvor man ansøger om at spille i Champions League, så man er med i Super League, men spiller i Champions League. Det er ret svært at forstå, hvad de mener. De burde ringe til os, sende os et brev, bede om et møde. De udsender blot nogle pressemeddelelser, hvor de siger, at de ønsker dialog. Det er en temmelig underlig tilgang.
Ceferin fortsætter:
- Det er virkelig svært at forstå, hvad de mener. Hvis de siger, at Super League eksisterer, og ingen afholder dem fra at spille i Super League, så kan de tre spille deres Super League. Men de siger, at de samtidig vil spille i Champions League. Vi er ikke bange for disse ting – hvad end retten vurderer, så må vi være oprigtige og arbejde for fodbolden, hvilket disse klubber ikke gør.
Ceferins udtalelser er blot en fortsættelse af den igangværende magtkamp og vedvarende selvretfærdighed, som alle parter forsætter med at praktisere, og hvordan sagen endeligt lander, må vi altså vente med at se.