Bale: Jeg kommer godt ud af det med Ancelotti
Med Carlo Ancelotti som cheftræner i Real Madrid er sandsynligheden blevet større for, at Gareth Bale får lov at spille i klubben i den kommende sæson, da italieneren tilsyneladende ikke har afskrevet waliseren, der ellers mest af alt havde travlt med at klovne rundt på tribuerne eller spille golf i slutningen af 2019/20-sæsonen.
Bale og Ancelotti var begge i klubben imellem 2013 og 2015, og til en pressekonference med det walisiske landshold sagde Bale følgende om Ancelotti:
- Jeg ved, at Carlo Ancelotti er en stor cheftræner. Jeg kommer godt ud af det med ham, vi har haft nogle gode stunder i fortiden. Så snart EM er færdig, er jeg sikker på, at vi vil snakke sammen, og så tager vi den derfra. Jeg tænker ikke på noget som helst før efter EM. Jeg har ikke snakket med nogen. Jeg tænker ikke på min fremtid.
Der har været rygter om endnu en lejeaftale for Bale hos Tottenham, men der har også været skriverier om, at han ville køre sit sidste kontraktår færdig i Real Madrid for derefter at indstille karrieren.
