AS: Ramos håber fortsat på Real Madrid-kontrakt
Ifølge spanske AS har Sergio Ramos ikke opgivet at afslutte sin karriere i Real Madrid og han er derfor indstillet på at vente til det sidste på at få en opringning fra Florentino Pérez om at genoptage forhandlingerne om en kontraktforlængelse.
Den skal han dog ikke umiddelbart regne med, for Real Madrid har siden marts måned anset det løb for kørt. Her fremlagde man nemlig det andet kontraktudspil for Sergio Ramos (Det første blev fremlagt i december) og det blev pure afvist af forsvareren, som ikke ved den lejlighed var indstillet på at gå ned i løn.
Herefter skulle Florentino Pérez have fortalt Ramos, at man så måtte planlægge fremtiden uden ham, hvortil Ramos svarede, at det skulle man bare gøre, men siden har han set sine to nære holdkammerater og venner, Luka Modric og Lucas Vázquez, forlænge deres kontrakter og samtidig har Real Madrid ansat Carlo Ancelotti som træner.
I Sergio Ramos-lejren erkender man da også, at det ikke længere afhænger af Ramos selv, men man slår fast, at han ønsker at afslutte karrieren i Real Madrid og angiveligt skal han nu være indstillet på at acceptere løn-nedgangen og at han kun tilbydes en et-årig kontraktforlængelse.
