Marca: Marcelo bliver frem til 2022
Marcelo har i et par sæsoner nu lignet en spiller, der ikke har meget mere at tilbyde Real Madrid, men ifølge Marca kommer han til at fuldføre sin kontrakt med klubben, der løber frem til 2022.
Det skyldes, at bestyrelsen i Real Madrid fortsat har stor respekt for Marcelo, og derfor ønsker man at lade brasilianeren fuldføre sin kontrakt, hvis det er det, han ønsker. Det bliver i så fald med visheden om, at Ferland Mendy er det klare førstevalg på venstrebacken, men derudover må det vise sig, om det betyder, at Miguel Gutiérrez eventuelt skal et år på udlejning.
Marca mener i øvrigt at vide, at Carlo Ancelotti har sagt god for at beholde Marcelo i truppen, og det var faktisk også under italieneren tilbage i 2014/15-sæsonen, at Marcelo nåede sit højeste antal kampe på en sæson, da han her var på banen for Real Madrid 53 gange. Ancelotti kommer dog til at råde over en helt anden udgave af Marcelo, der til sammenligning blot har spillet 42 kampe for klubben over de to seneste sæsoner.
Hvis Marcelo bliver, og Sergio Ramos forlader klubben, betyder det også, at Marcelo bliver den nye anfører, og ydermere er det ikke usandsynligt, at han kan blive spilleren i Real Madrids historie til at vinde flest trofæer. Både Ramos og Marcelo har vundet 22 trofæer, hvilket blot et ét færre end Paco Gento.
