Sergio Ramos på pressemøde: Real Madrids kontraktudspil havde udløbsdato

Det var en afklaret Sergio Ramos, som i dag tog plads ved siden af Emilio Butragueño til det sidste pressemøde som Real Madrid-spiller.

Her sagde Ramos blandt andet:
- Der er sket mange ting. Jeg vil gerne slå fast, at jeg aldrig har ønsket at forlade Real Madrid. Det har altid været mit mål at blive. Klubben tilbød mig at forlænge kontrakten, men på grund af Covid, blev det udsat. Klubben fremlagde et tilbud på 1 år med en løn-nedgang. Penge var aldrig et problem. For mig var det ikke et økonomisk tema. De tilbød mig et år og jeg ønskede to. Jeg ønskede at få ro og kontinuitet af hensyn til min familie. I de sidste snakke, accepterede jeg tilbuddet på et år, men de meddelte mig, at fristen var udløbet (som Marca skrev om den 6. marts., red.), men det havde jeg aldrig fået besked om. Omstændighederne er som de er. Jeg accepterede udspillet, som det var, men de fortalte mig, at det var udløbet. Men jeg er stolt over, hvad jeg har opnået i de 16 år. Den glæde tager jeg med mig.

Om selve afskeden med klubben, sagde han:
- Jeg ville gerne have taget afsked på mit stadion, men hatten af for præsidenten og klubben. Afskeden kunne ikke være bedre. Med mine trofæer og min familie. Og med klubben. I sidste ende var omstændighederne sådan, som følge af Covid-restriktionerne. Men jeg er glad for så speciel en seance.

Og det er en taknemmelig Sergio Ramos, som tager afsked og han bærer ikke nag til nogen:
- Jeg ville skrive kontrakt med Real Madrid igen. Selvfølgelig. Det har været den mest vidunderlige æra i mit liv. Spillet er ikke taget fra mig, for det er ikke slut endnu og jeg har vundet en masse titler. Jeg ville have skrevet under 1001 gang. Det var en af de bedste beslutninger i mit liv.

Mange beskylder Sergio Ramos for at være pengegrisk, men det afviser han og han fortryder heller ikke sin væremåde:
- Nej, slet ikke. Altså, når man køber mærket Sergio Ramos, så får man hele pakken med, både de gode og de dårlige sider. Jeg vil gerne bare være mig selv. Mit forhold til præsidenten har altid været godt. Som far og søn sportsligt set. Han er personen, som hentede mig hertil. Jeg ville aldrig sige noget dårligt om ham. I alle familier er der ind i mellem uenigheder. Om at være pengegrisk? Enhver har ret til sin mening, men først skal man have sine informationer. Det, jeg ønskede, var to år og ikke et enkelt.

Om selve kontraktforhandlingerne, sagde Ramos:
- Betingelserne ændrede sig, både fra deres side og fra vores side. Da det kom til dette punkt, var jeg nødt til at træffe en beslutning, men de havde aldrig fortalt mig, at mit tilbud havde udløbsdato. Det respekterer jeg, men det overraskede mig. At tilbuddet havde udløbsdato. Jeg kan ikke svare på, hvorfor det er sådan. Det er klart, at der i en forhandlings-situation er forskellige holdninger. Men der var en venlig tone. Måske misforstod jeg, hvad der skete. Florentino Pérez og jeg havde private møder og det vil jeg gerne holde privat. Vi talte om meget personlige ting. De meddelte mig via min agent, at tilbuddet var trukket tilbage og det blev vi overraskede over. Jeg lod vide, at jeg accepterede det sidste udspil, selv om det var sent. Men jeg ønsker ikke nogen typer had. Jeg har min familie og dette er et på gensyn og klubben vil altid være i mit hjerte.

Om fremtiden slog Sergio Ramos fast, at han ikke vender tilbage til Sevilla, sådan som rygterne har gået på og han afviste på det bestemteste, at Barcelona var en mulighed.

Seneste artikler...