Arsenal vil forstærke sig med Miguel Gutiérrez
Miguel Gutiérrez går en spændende sæson i møde, hvad enten det er i Real Madrid eller ej. Den unge venstre back kom ind i truppen hen mod sæsonens slutning og overbeviste alle om, at han er klar til førsteholdsfodbold for Kongeklubben, men i Spaniens hovedstad har man et problem med at få plads til alle.
Marcelo ønsker nemlig at blive kontrakten ud, hvilken kan stå i vejen for Miguel i den kommende sæson, mens også tilgangen af østrigske David Alaba kan være en ulempe.
Ifølge The Athletic er engelske Arsenal, som i denne sæson har huset Dani Ceballos og Martin Ødegaard, interesseret i 19-årige Miguel. De vil foretrække at købe ham, men et lån kan også være en mulighed. Ifølge AS har spilleren en klausul på €40 millioner.
I Madrid er man ikke voldsomt opsatte på at miste backen, men tilstedeværelsen af tre andre venstre backs i truppen kan tvinge ham ud, og der er bejlere nok. Således melder AS, at helt op mod 14 klubber har udvist konkret interesse i Miguel, som har en kontrakt med Real Madrid frem til 2024.
I Arsenal vil Miguel skulle konkurrere med den 24-årige skotske landsholdsspiller Kieran Tierney, der dog både kan spille i centerforsvaret i et tremandsforsvar, wingback og regulær venstre back.
