13 spillere klar til start på optaktssæsonen i morgen
I morgen, mandag, starter optaktssæsonen for Real Madrid, men af de 29 førsteholdsrelevante spillere, er det kun 13, som Carlo Ancelotti allerede fra i morgen får lov at starte arbejdet med.
De 13 er de spillere, der ikke var udtaget til EM eller Copa América, og som heller ikke skal spille OL, og det gælder således Andriy Lunin, Dani Carvajal, Nacho, Marcelo, Álvaro Odriozola, Ferland Mendy, Isco, Martin Ødegaard, Lucas Vázquez, Mariano, Rodrygo, Brahim Díaz og Luka Jovic. Derudover rykkes ti spillere op fra Castilla eller andre ungdomshold for at deltage i holdtræningen.
Ni spillere er i øjeblikket på ferie efter at have færdigspillet deres roller til sommerens slutrunder. Det gælder Toni Kroos, David Alabda, Gareth Bale, Luka Modric, Raphaël Varane, Karim Benzema, Thibaut Courtois og Eden Hazard, der har deltaget i EM, samt Fede Valverde, der for Uruguay ikke længere er med i Copa América.
Derudover er der syv spillere, som Ancelotti må vente længere med at få til rådighed. Det gælder Casemiro, Éder Militão og Vinícius, der stadig er med i Copa América, samt Marco Asensio, Jesús Vallejo, Dani Ceballos og Takefusa Kubo, der skal deltage ved OL.
Endnu har der ikke været nogle officielle udmeldinger med hensyn til venskabskampe hen over sommeren, men formentlig vil man arrangere tre venskabskampe imod europæiske modstandere uden de store rejsedistancer.
