533 dage siden sidste Real Madrid-indkøb
I dag er det 533 dage siden, at Real Madrid sidste gang købte en spiller, og dengang var det Reinier, som fortsætter på leje hos Dortmund i den kommende sæson, der ankom til klubben den 20. januar 2020.
Siden har der været to transfervinduer, uden at Real Madrid har købt ind, og nu er der i gang i et tredje, hvor rygterne går på, at Real Madrid kun handler, hvis det bliver muligt at hente Kylian Mbappé eller Erling Håland.
Planen denne sommer minder om den tilsvarende i sidste sæson; at sælge ud af eller udleje overskydende spillere for at få penge i kassen eller spare i lønbudgettet. I sidste sæson solgte man blandt andet spillere som Sergio Reguilón, Achraf Hakimi og Óscar Rodríguez, og denne sommer vil man formentlig forsøge at komme af med spillere som Isco, Dani Ceballos og Mariano for at nævne et par stykker.
Siden købet af Reinier har Real Madrid dog fået forstærkninger til holdet, men det har været i form af spillere, der kom tilbage fra lejeophold, herunder Álvaro Odriozola, Martin Ødegaard og Andriy Lunin, samt spillere, der er blevet rykket op fra Castilla. Til den kommende sæson kommer David Alaba ind på holdet, men igen er det uden at købe ind, da han er blevet hentet ind på fri transfer.
