Nederlag til Glasgow Rangers i første test
Real Madrid tabte den første reelle træningskamp i går mod Glasgow Rangers, som kunne trække sig tilbage med en sejr på 2-1.
For 61 år siden gav Real Madrid opvisning i Glasgow, da Eintracht Frankfurt blev slået 7-3 i mesterholdenes finale og skotterne kunne efterfølgende med glæde berette om, hvordan Real Madrid havde lært dem at spille fodbold.
Dengang scorede Puskas fire mål, mens Alfredo di Stéfano scorede 3 gange. Dagens Real Madrid-hold har ingen Puskas og Di Stéfano og det var tydeligt i gårsdagens kamp, hvor man konstant var presset i bund.
Man kom ganske vist foran med 0-1, da Rodrygo lidt heldigt fik bolden med sig i en skarp dribling og sendte bolden forbi Rangers-målmanden og det var et kærkomment offensivt brasiliansk indslag, som dog hurtigt døde ud.
Alt ser ud til at være ved det gamle i Real Madrid. Marcelo udstiller fortsat sig selv på venstrebacken og hans renommé krakelerer stille og roligt og uværdigt, mens han selv insisterer på at have noget at tilbyde holdet. På midtbanen nusser Isco og Ødegaard rundt og passer på ikke at fylde for meget, mens Luka Jovic fortsat er et fremmedlegeme i angrebet og han blev da også hevet ud i pausen og erstattet med Sergio Arribas, der trods sin klejne statur fylder mere.
I anden halvleg lagde Glasgow Rangers mere pres på Real Madrid og det var tydeligt, at skotterne er længere fremme i forberedelserne end spanierne, men hjemmeholdet skulle dog bruge en hjælpende fod fra Lucas Vázquez for at fremtvinge udligningen, som en fremragende Andriy Lunin længe havde forhindret. Her var han dog prisgivet.
Et kvarter før tid kom Nacho for sent i en tackling og fik fortjent sit andet gule kort og så blev det sværere for Real Madrid, som blot to minutter senere måtte se Glasgow Rangers score sejrsmålet.
Det er svært at drage de store konklusioner efter dette opgør, men det er trods alt glædeligt, at de unge spillere som Víctor Chust, Antonio Blanco, Miguel Gutiérrez og Sergio Arribas fortsat har noget at tilbyde førsteholdet og man bør seriøst overveje at indlemme alle fire fast i truppen, hvis man kan komme af med noget af al den dødvægt, som truppen fortsat slæber rundt på.
Real Madrids startopstilling: Lunin; Odriozola, Nacho, Chust, Marcelo; Antonio Blanco, Odegaard, Isco; Lucas, Rodrygo og Jovic.
Disse spillede også: Gila, Dotor, Morante, Marvin Park, Arribas, Miguel Gutiérrez.
