Forsvarsproblemer til første kamp
Den spanske liga indledes om 14 dage og allerede nu skal Carlo Ancelotti lægge hovedet i blød for at finde forsvaret til den første kamp.
Det ser nemlig ud til, at Nacho bliver eneste mand i den stærkest mulige forsvars-opstilling, som er helt klar til kamp. David Alaba blev i går meldt ude med Corona og han er derfor isoleret i de næste dage, hvilket gør at han får svært ved at være fit for fight til premieren ude mod Alavés.
Eder Militao er fortsat på ferie, når sæsonen skydes i gang, fordi han har deltaget i Copa America med Brasilien og på de to back-positioner er Carvajal og Ferland Mendy fortsat i gang med genoptræningen efter de skader, som satte en stopper for deres deltagelse i den sidste del af forgangne sæson.
Som det ser ud lige nu, bliver det altså Lucas Vázquez på højre back, et centerforsvar bestående af Nacho og Víctor Chust, samt en venstre back, der skal varetages af enten Marcelo eller Miguel Gutiérrez.
