Flere store navne klar til aftenens kamp imod AC Milan
Real Madrid spiller i aften klokken 18:30 venskabskamp imod AC Milan i den østrigske by Klagenfurt, og dén kamp kan følges på Realmadrid TV.
Carlo Ancelotti har udtaget sin spillertrup, og her er der flere store navne med i forhold til sidste venskabskamp imod Rangers. Således kan man for første gang se frem til at se David Alaba i aktion i Real Madrid-trøjen, ligesom man igen skal vænne sig til, at Gareth Bale får lov at bære den hvide trøje.
Copa América-deltagerne, Éder Militão, Vinícius og Casemiro er ligeledes med i truppen, selvom de kun har trænet med holdet fem gange, men Eden Hazard sidder til gengæld over, selvom rygterne går på, at han viser ganske god form på Valdebebas i øjeblikket.
Karim Benzema er heller ikke med i truppen, så Luka Jovic og Mariano deles formentlig om pladsen som frontangriber i løbet af kampen. Derudover sidder Ferland Mendy, Toni Kroos, Dani Ceballos og Fede Valverde over med skader.
Real Madrid-spillerne får igen lov til at spille foran tilskuere, da der kommer til at være omkring 30.000 fodboldfans på lægterne til at skabe en autentisk stemning.
Real Madrid-spillerne er allerede rejst til Østrig, og her rejste præsident Florentino Pérez med sammen med holdet. Der meldes dog ikke noget om, hvorvidt det skyldes ren opbakning til holdet, eller om han også har forretning at tage sig af, eventuelt med Milan der allerede har hentet Brahim Díaz på et toårigt lejeophold.
Truppen imod Milan:
Målmænd: Courtois, Lunin og Luis López.
Forsvar: Militão, Alaba, Nacho, Marcelo, Chust og Gutiérrez.
Midtbane: Modric, Casemiro, Vázquez, Ødegaard, Isco, Blanco, Marvin og Arribas.
Angreb: Vinícius, Mariano, Rodrygo, Bale og Jovic.
