Hazard kæmper for at blive klar til sæsonåbneren
Real Madrid spiller sæsonens første kamp på lørdag imod Alavés, og det er lige på kanten til, at Eden Hazard kan blive klar til det opgør.
Den skadesplagede belgier har været tilbage i træning på Valdebebas siden sidste lørdag, og selvom han muligvis ville kunne få nogle minutter i weekenden, er det nok mere sandsynligt, at man undlader at tage chancer og i stedet venter til spillerunden efter.
Andre spillere såsom den brasilianske Copa América-trio, Vinícius, Casemiro og Éder Militão, samt EM-deltageren Gareth Bale vendte tilbage til træningen på omtrent samme tid som Hazard, men de har alle fået spilletid i optaktssæsonen, og med hensyn til Hazard vil man formentlig vente, indtil fitnesstræner Antonio Pintus siger god for, at han kan få spilleminutter.
Der er også tvivl om Karim Benzema, der ikke har deltaget i nogen af holdets venskabskampe, da han først vendte tilbage til holdtræningen i onsdags oven på sin positive COVID-19-test, og spørgsmålet er derfor, om han allerede skal spille i sæsonens første kamp blot 11 dage efter sin retur til træningen.
Helt sikkert er det, at Toni Kroos, Ferland Mendy, Dani Carvajal og Álvaro Odriozola misser sæsonåbneren.
