Real Madrid afviser absurde rygter om ligaskift
Real Madrid og Florentino Pérez er nok engang i strid med LaLiga, denne gang som følge af CVC-aftalen, som Real Madrid og Barcelona undgik at være en del af, og efterfølgende pustede den Barcelona-baserede avis, Mundo Deportivo, til ilden ved at skabe rygter om, at Pérez ville rykke Real Madrid ud af den spanske liga.
Skriverierne gik på, at Real Madrid havde undersøgt mulighederne for at kunne spille i Premier League, Serie A eller Bundesligaen, men Real Madrid skyder lørdag morgen de absurde rygter ned.
Her lyder den officielle melding på, at Mundo Deportivos historie er 'aldeles falsk', 'absurd' og 'umulig'. LaLigas præsident, Javier Tebas, benægter ligeledes rygtet, som han i et tweet beskriver som 'nonsens'.
