Samtale med Ancelotti sendte Ødegaard til Arsenal
Martin Ødegaard er tilbage i Arsenal, hvor han tilbragte seneste sæson på en lejeaftale. Denne gang er det dog en permanent aftale, og nordmanden vender derfor ikke tilbage til Real Madrid. Ødegaard var ellers fast besluttet på at blive i Madrid denne sommer, indtil han havde en samtale med Ancelotti.
Ødegaard havde ikke forestillet sig at vende tilbage til Arsenal, hvilket man kunne se i den farvel-besked han sendte til klubben den 3. juli. Han var klar til at få chancen på Bernabeu, og med Zidane væk, virkede det til at han endelig ville få muligheden.
Men i slutningen af juli blev der holdt et møde med den netop udpegede træner, Ancelotti, hvor Ødegaards fremtid blev diskuteret, og Ancelotti fortalte ham at han faktisk var ret langt fra spilletid i klubben, og som han forklarede på et pressemøde, skulle han konkurrere med 8 andre spillere om pladsen.
Dette var øjeblikket hvor Ødegaard kom i tvivl om sin fremtid i klubben, og han fortolkede det som en opfordring til at smutte, da Real Madrid har gang i en større udrensning i et forsøg på at få råd til spillere som Haaland og Mbappé.
I stedet for at blive opmuntret af Ancelotti, eller bare få at vide hvad han skulle gøre eller præstere til træning for at få spilletid, fik han at vide at han var en backup spiller, og det ville han ikke acceptere.
Derfor fortalte han sin agent at han ønskede at forlade klubben, hvilket bragte Arsenal i spil igen, selvom de havde opgivet nordmanden, og havde rettet blikket mod James Maddison.
Nu håber Ødegaard at han kan finde noget stabilitet i London, efter år med det ene lejeophold efter det andet, og og Arsenal håber man at han kan finde sit niveau fra Real Sociedad, hvor han uden tvivl var en af LaLigas bedste spillere.
