Ancelotti: Man vinder titler, når stjernerne arbejder for holdet

Carlo Ancelotti har snakket med pressen forud for aftenens udebanekamp imod Levante, og italieneren blev naturligvis bedt om at forholde sig til et muligt indkøb af Kylian Mbappé, som der har været skrevet så meget om på det seneste.

Her valgte Ancelotti dog at rose egen trup frem for at diskutere andre klubbers spillere, idét han adspurgt om Mbappé sagde:
- Jeg er ligeglad med, hvad der sker i de næste par dage, fordi min trup er meget stærk. Vores holdning er den samme, denne trup kan spille med om det hele. Vi har mange topspillere, og truppen er fyldt med stjerner. Titler vindes, når disse stjerner arbejder i holdets tjeneste.

Ancelotti siger endvidere om sin trup:
- Atmosfæren er meget god i omklædningsrummet, og jeg tror, at spillerne er motiverede og fokuserede på deres job. De er ikke involverede i transfermarkedet og snakker kun om at forberede sig godt til kampene.

Ancelotti blev spurgt om, hvad han forventer af sit hold, så det kan spille med om titler, og her sagde han:
- Man skal kombinere kvalitet med stort gåpåmod. Det har ændret sig i de sidste par år, og det er meget vigtigt at vide, hvordan man håndterer det. Hvis man kommer til Real Madrid, er det fordi, man har teknisk og fysisk kvalitet. Derefter beviser en stor spiller sit værd, fordi han har karakter, personlighed og ikke bliver bange.

Ancelotti fortsatte sin detaljerede beskrivelse af opskriften på succes:
- Kapaciteten til at have karakter og fremvise kvalitet er meget vigtigt. Det sker ikke altid, der er spillere der kan have problemer med dette. Det mentale aspekt er meget vigtigere nu, end da jeg spillede. Hvis man ikke træner og knokler, så kan du ikke vise din kvalitet.

Om Karim Benzema, der har forlænget sin kontrakt til 2023, sagde Ancelotti:
- Han er afgørende, det er en nydelse at træne ham. Han er meget glad, som vi alle er, for sin forlængelse. Jeg ser, at han viser mere personlighed, han er mere moden, mere komplet, en fantastisk fodboldspiller. Det er en fornøjelse at se ham træne og spille. Jeg er glad for hans forlængelse, jeg tror, at han virkelig ønsker at blive i Real Madrid.

Om Eden Hazard sagde italieneren:
- Hazard er ikke på sit optimale niveau, men han er tæt på. Jeg ser ikke en spiller, der er bange for at tackle, jeg ser en spiller, som ønsker at fremvise sin kvalitet.

Ancelotti knyttede desuden følgende kommentar til Martin Ødegaard, der endegyldigt kastede håndklædet i ringen i Real Madrid og skiftede til Arsenal:
- Han tog beslutningen. Han arbejdede med en masse intensitet her, og jeg tror, han kommer til at nyde det på et godt hold. Jeg snakkede med ham om konkurrencen, derefter tog han beslutningen sammen med sin familie. Han tager til en stor klub.

Seneste artikler...