Bale med første Real Madrid-mål i 578 dage
Det lå ikke i kortene, at man skulle opleve det igen, men i går kom Gareth Bale på måltavlen for Real Madrid, da han scorede åbningsmålet tidligt i kampen imod Levante.
Det var waliserens første mål for Real Madrid i 578 dage siden sit mål imod upåagtede Unionistas i Copa del Rey den 22. januar 2020. I den sæson, altså 2019/20-sæsonen, scorede han kun to gange yderligere, og de kom begge imod Villarreal i LaLiga tidligt i sæsonen.
Bale tilbragte dog hele sidste sæson hos Tottenham, og derfor er det faktisk blot seks kampe for Real Madrid siden, at han scorede sit seneste mål for klubben i den førnævnte Copa del Rey-kamp.
Om man kan lide at se Bale tilbage i Real Madrid-trøjen eller ej, så må man erkende, at han viser en bedre attitude og større spillehumør end i 2019/20-sæsonen, og derfor virker det temmelig sandsynligt, at han scorer flere end de tre mål i sin seneste sæson i klubben, som også er hans klart laveste målantal på en sæson for Real Madrid.
