Rennes-sportsdirektør: Real Madrid kan gøre Camavinga til en stor spiller
Eduardo Camavinga endte med at få sit drømmeskifte realiseret i dette transfervindue, da han i løbet af vinduets sidste 24 timer fik skiftet til Real Madrid på plads, og det glæder sportsdirektøren for Rennes, Florian Maurice.
Rennes stod til at miste Camavinga transferfrit i 2022, så det var gode penge at få i kassen for den franske klub, og Maurice håber da også på, at Camavinga har vind i sejlene fremover. På en pressekonference siger han:
- For ham (Camavinga, red.) er det fantastisk, og han fortjener det. Han er kommet til den største klub, der er. Jeg tror, at Real Madrid vil give ham midlerne til at blive en stor spiller.
Maurice løftede også sløret for, at Rennes har fået inkluderet nogle bonusser i handlen, idét han siger:
- At sælge en spiller til Real Madrid er for os rigtig godt. Bonusserne afhænger af mange ting, herunder Eduardos (Camavingas, red.) spilletid og klubbens succes. Der er også en lille videresalgsprocent.
