Camavinga om skifte til Real Madrid: Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var lille
Eduardo Camavinga, der netop har skrevet kontrakt med Real Madrid, har i et interview foretaget i forbindelse med hans deltagelse ved EM-kvalifikationen for det franske U21 mandskab udtalt, at han er både glad og stolt over sit skifte til den Real Madrid:
- Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var lille. Jeg glæder mig til at opleve stadionet, som er meget imponerende. Jeg håber på at kunne tage mine første skridt på banen, lige så snart renoveringen er færdig, siger han og tilføjer:
- Mit skifte til Real Madrid er sket meget pludseligt. Jeg er meget glad og stolt, men jeg ønsker ikke, at offentliggørelsen af mit skifte skal påvirke mit arbejde med U21 landsholdet.
Skiftet til kongeklubben lader da heller ikke til at have fjernet franskmandens fokus fra EM-kvalifikationen. Camavinga kunne nemlig ikke have fået en bedre debut som Real Madrid-spiller, også selvom det ikke var for Real Madrid. Den franske midtbanespiller scorede nemlig til stillingen 2-0, da Frankrig mødte Nordmakedonien i U21 EM-kvalifikationen.
I samme interview satte Camavinga et par ord på sine kommende midtbanekollegaer Casemiro, Toni Kroos og Luka Modric:
- De er fantastiske spillere. At skulle lære af og træne med dem bliver stort.
