40 spillere udtaget til sæsonens Champions League

Carlo Ancelotti har udtaget sin trup til denne sæsons Champions League, og eftersom der er plads til hele 40 spillere, har en række Castilla-spillere fået en plads i turneringstruppen.

Hele førsteholdstruppen er naturligvis med, og det gælder således også nyerhvervelsen Eduardo Camavinga. Det gælder ligeledes de to Castilla-keepere, der kæmper om pladsen som tredjemålmand, Toni Fuidias og Luis López.

Til forsvaret er Miguel Gutiérrez naturligvis med, og det samme gælder Mario Gila, som ifølge spansk presse over sommeren blev overvejet som nyt fjerdevalg til førsteholdstruppens midterforsvar, hvis ikke man holdt på Jesús Vallejo. Også Gilas kollega i midterforsvaret hos Castilla, Pablo Ramón, er med sammen med Álvaro Carillo, der ligeledes er centerback.

Til midtbanen har Ancelotti fundet plads til sidste sæsons debutanter, Antonio Blanco, Marvin Park og Sergio Arribas, og derudover har Rafa Marín, Carlos Dotor og David González fået en plads.

I angrebet er der fundet plads til Juanmi Latasa, der har scoret Castilla-holdets eneste mål hidtil i sæsonen, samt venstrekantspilleren Óscar Aranda. Til sidst er der også blevet plads til Andri Gudjohnsen, der er søn af den tidligere islandske Barcelona-, Chelsea-, og Tottenham-spiller, Eidur Gudjohnsen.

Seneste artikler...