Referat: Real Madrid - Inter 2-0, CL, 6. spillerunde

Real Madrid sikrede sig i går førstepladsen i gruppespillet, da Inter blev sendt hjem fra Estadio Santiago Bernabéu med et nederlag på 2-0.

Hjemmeholdet lagde ud med at tage første skudforsøg, da Vinícius driblede sig igennem og sparkede på mål, men bolden strøg tæt forbi stolpen. Herefter overtog Inter styringen med kampen og det skete via et højt pres, som ikke efterlod Real Madrid nogen muligheder for at få ro på opspillet og derfor blev det hele forkrampet.

Inter fik tilspillet sig et par gode muligheder, men Real Madrid har tur i den i øjeblikket og skal ikke bruge ret meget for at komme på måltavlen, hvilket skete i det 17. minut, da Rodrygo afleverede på tværs af banen og midt foran mål sprang Casemiro over bolden, som i stedet havnede ved Toni Kroos og så hamrede han Real Madrid i front med sit venstreben.

Inter fortsatte presset, men det gav muligheder for hurtige kontra-angreb, men enten blev de sløset væk i opspillet eller også endte de med afslutninger, som godt kunne have fortjent mere kvalitet. I de sidste minutter af første halvleg fik Real Madrid dog lagt et tungt pres på Inters forsvar og Rodrygo havde en afslutning på den ene stolpe, men det blev ved 1-0.

Straks i anden halvleg fik Inter en gylden mulighed for udligning, men i helt fri position valgte Barella at sparke langt over mål.

Det blev eneste klare chance til Inter i anden halvleg, hvor Eder Militao kom på tværs af alt og igen spillede en fuldstændig fantastisk kamp.

Han kom dog i fokus efter 64 minutter, da han med en hård skuldertackling sendte Barella ud over sidelinjen og ind i bandereklamerne, hvilket fik italieneren til at flippe ud og slå Militao. Dommer Felix Brych var hurtigt over situationen og havde naturligvis ingen anden udvej end at udvise Inter-spilleren og så fik Militao en advarsel for sin ageren i den hektiske tumult, hvilket også var på sin plads.

Efter udvisningen blev det sværere for Inter at komme frem til chancer og Real Madrid fik mere styr på tingene. Med 13 minutter igen foretog Ancelotti tre udskiftninger af Kroos, Jovic og Rodrygo som blev adløst af Fede Valverde, Mariano og Asensio og sidstnævnte skulle såmænd blot bruge to minutter på at sætte sit varemærke på kampen, nemlig det frygtede skud med venstrebenet fra kanten af feltet, som via stolpen strøg i nettet og den bold kunne Handanovic i Inter-målet stå og følge hele vejen, vel vidende at han aldrig ville nå ud til den.

Med sejren sikrede Real Madrid sig som nævnt førstepladsen og det giver alt andet lige en nemmere lodtrækning i ottendedelsfinalen, som der trækkes lod til på mandag.

Kampens spiller: Eder Militao. Vi spørger: Er han netop nu verdens bedste centrale forsvarer. Og vi tillader os at svare selv: Ja, det er han. Hold nu op et monster, som kommer i vejen for alt og som deltager dygtigt i spillet.

Kampens badebold: Vinícius Junior. Han spillede såmænd ikke en dårlig kamp, men i første halvleg gjorde han sig skyldig i at bremse et par meget lovende kontra-angreb med sløset spil og det var virkelig ærgerligt.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Real Madrid er virkeligt stærkt kørende i øjeblikket og det skal man forsøge at udnytte i de sidste kampe frem mod jul og først og fremmest i den kommende weekends El Derbi, hvor man kan rive LaLiga fra hinanden med en sejr.

Seneste artikler...