Ancelotti: Defensiven er hvor, vi har forbedret os mest
Real Madrid gjorde det i går aftes nok engang af med et større mandskab, da Atlético Madrid blev sendt hjem med et 2-0-nederlag i bagagen. Det betyder også, at Real Madrid ikke har lukket et mål ind i fire kampe på stribe, og det endda imod mandskaber, der også tæller Inter, Real Sociedad og Athletic Club.
Denne flotte defensive præstation var noget af det, som Carlo Ancelotti kom ind på i sin evaluering af kampen:
- De (holdet, red.) håndterede kampen rigtig godt, de er meget dedikerede defensivt… de er et hold. De er ikke bare individualister med høj kvalitet. Det, som gjorde forskellen i første halvleg, var, at vi spillede som et hold med så meget individuel kvalitet, mens vi samtidig er i stand til at sætte ting sammen og arbejde mod et fælles mål, hvilket er at vinde kampe for Real Madrid.
Ancelotti fortsatte om defensiven:
- Det er det område, hvor vi har forbedret os mest siden starten af sæsonen. Vi er mere solide. Vores presspil er ikke for højt oppe, sådan foretrækker vi det. Med en lavere blok har du muligheden for at bruge angriberne på kontraangrebet.
Om Luka Modric:
- Jeg lykønskede ham for hans præstation, fordi han spillede en utrolig kamp. Med bolden, uden bolden, med stabilitet… ekstraordinært.
Om LaLiga-ræset:
- Vi er favoritter i dag, det kan man selvfølgelig godt sige. Vi har gjort det rigtig godt, bedre end andre, men vi er fokuserede på de næste kampe, fordi et dyk i koncentration kan koste dyrt.
Om Vinícius:
- Han forbedrer sig på egen hånd. Jeg snakker ikke så meget med ham, fordi jeg har ikke meget at sige til ham. Det, som jeg altid beder ham om, er at være effektiv; ikke at drible bare for at drible. Hvis han vurderer, at det er et godt tidspunkt at drible eller sparke på mål, så skal han gøre det, men det handler ikke om at drible bare for driblingens skyld. Han skal gøre noget for at hjælpe holdet. I dag (i går, red.) kom han ikke forbi Marcos Llorente, men han lavede to assists, som hjalp os med at vinde kampen.
Hvis man husker tilbage på Ancelottis første periode, husker man måske, hvordan Real Madrid i efteråret efter La Décima-triumfen rullede ind over alt og alle og vandt 22 kampe på stribe, hvorefter man løb ind i et heftigt formdyk efter årsskiftet, hvilket førte til Ancelottis afsked i sommeren. Det er dog noget, som Ancelotti selv har fokus på, så italieneren hviler altså ikke på laubærerne:
- Jeg er meget glad for at være her. Jeg nød min første periode her enormt meget. I mit andet år vandt vi 22 kampe på stribe, men i den anden halvdel af sæsonen gik det ikke så godt. Det glemmer jeg ikke. Jeg er tilfreds, men jeg ved, at i den anden halvdel af sæsonen, kan det gå galt. Vi skal forsikre os, at det ikke sker, og måske vil min erfaring fra min første periode hjælpe mig til at undgå fejl.
