Estadio Santiago Bernabéu fylder 74 år

I dag er det 74 år siden, at man spillede den første kamp på det stadion, der senere hen skulle komme til at hedde Estadio Santiago Bernabéu. Her følger lidt historie om fodboldens smukkeste stadion.

I 1944 fik Santiago Bernabéu og Rafael Salgado lov til at låne penge, så de kunne købe grunden ved det gamle Estadio Chamartín. Chamartín, det gamle, blev bygget i 1924 og var Real Madrids hjemmebane frem til 1946 med en kapacitet på 22.500.

Det nye Chamartín blev indviet den 14. december 1947 i en kamp mod portugisiske Os Belenenses, som man vandt med 3-1. Den første målscorer på det nye stadion var Real Madrids Sabino Barinaga. De to sidste mål blev scoret af Jesús "Chus" Alonso.

Der var på det tidspunkt plads til 75.145 tilskuere, hvoraf 27.645 var siddepladser. Allerede i 1955 mente man dog, at det var tid til en opdatering, så kapaciteten blev øget til 125.000 og dermed havde man det største stadion i Europa Cuppen, som netop var blevet etableret, i øvrigt med hjælp og støtte fra Santiago Bernabéu.

I 1955 bestemte man så, på en generalforsamling, at det storslåede stadion skulle have navn efter klubbens præsident, Santiago Bernabéu, som på det her tidspunkt havde været præsident i små 12 år og fortsatte frem til sin død i 1978. 

Fra 1955 og op gennem 60’erne og 70’erne skete der ikke de store ændringer på stadion, udover stadionlys i ‘57. Det var først i starten af 80’erne, da Spanien skulle være vært for VM i ‘82, at der igen blev foretaget bemærkelsesværdige opdateringer. Der blev spillet fire VM-kampe på Bernabéu, inklusiv finalen mellem Italien og Vesttyskland, som italienerne vandt med 3-1.

Der blev hyret arkitekter til at stå for renoveringen af Bernabéu. Det varede 16 måneder og kostede 704 millioner pesetas, hvoraf 530 millioner blev betalt af byen Madrid. Her var der bl.a. krav (fra FIFA) om, at to tredjedele af siddepladserne skulle være overdækket, så man installerede ekstra tag, ligesom at kapaciteten blev reduceret fra 120.000 til 98.000. Stadion fik også en generel opdatering af facade, presserum, omklædningsrum osv. 

Grundet flere ulykker på stadions rundt omkring i Europa i slut-80’erne, var der nu blevet indført skærpede sikkerhedskrav hos UEFA, som bl.a. betød flere indgange til forskellige sektioner af stadion. Ramón Mendoza, som var præsident fra 1985 til 1995, havde store planer for Santiago Bernabéu. I 1992 blev det bestemt, at man ville igangsætte en ekstremt dyr renovering af stadion, som bl.a. betød, at man fik de fire ikoniske hjørnesøjler installeret.

De nye regler ville betyde en kraftig reducering i tilskuere. Det blev derfor besluttet, at man skulle udbygge stadion med en ekstra etage. Man opgraderede også mere end 20.000 sæder, som alle fik en hældning på 87 grader. Med opgraderingen fulgte et par problemer. Stadion var gået fra at være 22 meter højt til nu at være 45 meter højt, og det var et problem om vinteren. Det var kun en tredjedel af banen, der fik sollys og det gik ud over græstæppet.

Efter renoveringen var kapaciteten på 106.000. I 1997, hvor Lorenzo Sanz var præsident, bestemte UEFA, at man skulle have sæder hele vejen rundt, og det reducerede kapaciteten fra 106.000 til 74.328. 

I 2000 kom Florentino Pérez til som præsident med et mål om at forbedre stadion markant. Man skulle forbedre komfort og kvalitet og så skulle man have det maksimale udbytte ud af stadion. 

Man investerede €127 millioner fra 2001 til 2006 i en udbygning, nye loger og VIP-områder, omklædningsrum, presseområde, nyt lydsystem, barer, centralvarme, restauranter med mere. Kapaciteten steg til 80.354. I 2011 tilføjede man omkring 1000 sæder, så kapaciteten nu er på 81.044.

Lige nu er man i gang med endnu en forbedring af stadion. Nuevo Bernabéu forventes at stå klar i januar 2023. 

Seneste artikler...