Lille-præsident om Hazard-genforening: Ikke umuligt
Eden Hazard spillede i Lille, før han kom til Chelsea, og det er ikke utænkeligt, at den franske klub kan blive den næste destination efter Real Madrid.
I hvert fald udtaler Lilles præsident, Olivier Letang, sig positivt om at skulle hente Hazard tilbage til klubben. Han siger til L’Équipe:
- Hazard tilbage til Lille? Det er ikke umuligt. Jeg vil tage til Spanien, hvis det er nødvendigt. Det ser måske umuligt ud, Hazard er naturligvis en utrolig spiller med en masse kvalitet. Lige nu er han Real Madrid-spiller og har kontrakt med den klub.
Hazard fik debut for Lille tilbage i 2007/08-sæonen, hvor han var med til at vinde både ligatitlen og Coupe de France. I 2012 tog han til Chelsea, og siden han skiftede til Real Madrid i 2019, har han blot spillet 55 kampe på to og en halv sæson.
For tiden er Hazard spilleklar, men nu er problemet, at han i den grad er blevet overhalet af Vinícius, og spørgsmålet er, om et salg eller en udlejning kan komme på tale allerede i januar – eventuelt tilbage til Lille.
