På vej mod milepæl efter 34 sæsoner
Real Madrid har kurs direkte mod det spanske mesterskab og det er sket via en stærk defensiv og en stærk offensiv og det betyder, at man kan opnå en bedrift, som man ikke har klaret i 34 sæsoner, nemlig at vinde både Zamora- og Pichichi-trofæet.
Det er titlerne for bedste målmand og topscorer og de to titler har Real Madrid ikke opnået i en og samme sæson siden 1987/88-sæsonen, hvor det såkaldte La Quinta del Buitre-mandskab sikrede disse trofæer til Paco Buyo og Hugo Sánchez.
I denne sæson ligger det til, at Thibaut Courtois og Karim Benzema kan opnå de prestigefyldte trofæer. Begge spillere er aktuelt på førstepladsen i deres respektive kategorier.
Thibaut Courtois har en koefficient på 0,84 efter at have indkasseret blot 16 mål i 19 kampe. På andenpladsen ligger Rayo Vallecanos Dimitrievski med en koefficient på 1 (18 mål indkasseret i 18 kampe)., mens Getafes David Soria er nr. 3 med en koefficient på 1,11 (20 mål indkasseret i 18 kampe).
På Pichichi-siden har Benzema lagt sig i spidsen som topscorer med 15 mål i 19 kampe, mens Juanmi (Betis) og vores egen Vinícius Junior er nr. 2 og 3 med henholdsvis 11 og 10 mål.
