Militãos 2021: Fra marginalspiller til forsvarskrumtap

Hvis vi skruer tiden blot ét år tilbage, så lignede Éder Militão en spiller, der ville være et sikkert salgsemne i sommeren 2021, men brasilianeren står nu i en helt anden situation i Real Madrid.

I dag er han en af de første på holdkortet, og vejen mod den status i klubben startede i en 2-0-sejr over Eibar den 3. april i år, hvorefter store opgør mod Liverpool og Barcelona ventede. Før den dato havde Militão blot spillet 26 kampe for klubben, men datoen markerede et vendepunkt, og i skrivende stund har han spillet i 39 af holdets seneste 40 kampe.

I den periode har Real Madrid blot tabt tre gange, og præstationen bliver blot endnu mere imponerende af, at han sammen med David Alaba har skullet erstatte de sidste mange års midterforsvar bestående af Raphaël Varane og Sergio Ramos. I de 19 kampe, hvor brasilianeren og østrigeren har spillet sammen, har Real Madrid vundet 15, spillet tre uafgjort og blot tabt den ene mærkværdige kamp på hjemmebane mod Sheriff Tiraspol.

I de 19 kampe er det desuden blevet til elleve rene bur, og med Alaba og Militão på banen samtidig har man kun været bagude i sammenlagt 67 minutter.

Seneste artikler...