Ancelotti: Godt med et forspring på dette stadie i sæsonen
Real Madrid bragte sig i går aftes foran med ti point i LaLiga, da man slog Mallorca med 3-0 på udebane. Her følger, hvad Carlo Ancelotti efterfølgende sagde om kampen.
Generelt om opgøret lød det:
- Intet har ændret sig. Vi har en fordel, og det er positivt på dette stadie i sæsonen. Vi skal sikre os, at vi går ind til landsholdspausen i god form. Jeg synes, at holdet ser godt ud med hensyn til fitness. Vi gjorde det rigtig godt i anden halvleg, og intet har ændret sig. Det eneste, vi skal fokusere på, er at vinde søndag, og mere er der ikke at sige.
Ancelotti skiftede Karim Benzema, Rodrygo og Ferland Mendy ud som følge af skader, og om det sagde han:
- Vi skal vurdere skaderne i løbet af dagene. Det ser ikke ud som om, at de er alvorlige, men vi skal have det undersøgt. Det så ud som om, at Rodrygo bare fik et slag, der efterlod ham i store smerter, og Ferland har en muskeloverbelastning i låret, og Karim følte ubehag, efter han hoppede efter bolden. Vi må vente og se onsdag, om de vil være klar til søndagens kamp.
Om Pablo Maffeos tackling på Vinícius:
- Det er en del af fodboldpakken. Disse ting sker nogle gange. Maffeo gjorde det ikke for at skade ham. Det var en hårdt spillet kamp med en masse dueller, og dommeren dømte i sidste ende rigtigt, jeg synes, beslutningerne var retfærdige. Da vi fik føringen, tog jeg Valverde og Casemiro ud for at undgå, at de fik advarsler. Jeg synes, at det var en hård kamp, og i sidste ende var resultatet retfærdigt.
Real Madrid fører ligaen med ti point, og Ancelotti sammenlignede det på følgende måde med Champions League-finalen i 2005, hvor han stod i spidsen for det Milan-hold, der smed en 3-0-føring og endte med at tabe:
- Hør her, jeg kunne fortælle jer, hvordan det er umuligt at tabe en Champions League-finale, når du fører med 3-0, men det skete for mig. Forhåbentlig sker det ikke for mig igen.
Om holdets fysiske træner, Pintus, der har sat en stopper for de mange muskelskader, man led under i sidste sæson:
- Han gør et fantastisk stykke arbejde med fitness-aspektet. Han har stor respekt for spillerne, og vi formår at kombinere fysisk arbejdsbyrde med det tekniske og taktiske arbejde rigtig godt. Indtil nu er det gået godt. Vores hold har iøjnefaldende fysiske kvaliteter. Vi skal få det bedste ud af dem, men spillerne skal træne for det.
