Ceballos om Betis: Det er en kærlighedshistorie

Dani Ceballos mødte fredag op til et arrangement i Sevilla, og her fik spanieren udtalt sig til de fremmødte medier om sin situation i Real Madrid.

Om resten af sæsonen sagde Ceballos.
- Der er stadig kampe tilbage, og jeg håber på at få minutter. Det er sandt, at vi i ligaen gør det ret godt, og i Champions League har vi nu en svær modstander i form af Chelsea, som sidste år gjorde ondt på os. Men vi møder et andet Chelsea-hold, og de møder et mere forberedt Real Madrid.

Ceballos virker til at være sjettevalget på midtbanen efter Modric, Kroos, Casemiro, Valverde og Camavinga, og der har længe været rygter om, at han kunne vende retur til Betis. Om sin tidligere klub sagde han:
- Det er en kærlighedshistorie med Betis og mig. Jeg har altid sagt, at jeg skylder dem alt. Jeg er evigt taknemmelig for alt, hvad de har gjort for mig med hensyn til at få mig til at føle mig som en fodboldspiller, og siden jeg forlod dem, har jeg savnet dem. Betis er et hold, hvor jeg har været virkelig glad, men nu fokuserer jeg på de kommende to måneder, som er vigtige for slutningen på sæsonen.

Betis er i finalen i Copa del Rey, og om det kommenterede Ceballos:
- Jeg håber, at de vinder den. Jeg kommer til at være der, jeg har gjort alt for at jeg og min familie kunne være der. Forhåbentlig ser vi Betis løfte endnu et trofæ efter mange år. Om jeg tager Betis-trøje på? Jeg skal respektere Real Madrid, der er min klub. Jeg kommer der blot som endnu en fan.

Seneste artikler...