Vinícius vender tidligt hjem til Madrid

Vinícius havde skaffet billet til 140 af sine nærmeste, da han startede inde og scorede sit første mål for Brasilien mod Chile på Maracanã natten til fredag.

Han fik dog også et gult kort, og det betyder, at han har karantæne til den næste kamp, der spilles mod Bolivia natten til onsdag. Kampen er den sidste i den sydamerikanske kvalifikationsturnering frem mod VM i Qatar senere på året, som Brasilien for længst har sikret sig deltagelse i.

Dermed er det ikke de værste nyheder, hverken for Vinícius selv eller Brasilien, men det er måske i særdeleshed gode nyheder i Madrid, for det betyder, at han vender tilbage til Spanien allerede mandag.

Hvile er ellers ikke noget, Vinícius er specielt vant til. Vinícius er nummer fire på listen over flest minutter i Real Madrid i denne sæson, kun overgået af Thibaut Courtois, Éder Militão og David Alaba.

Éder Militão sad i øvrigt på bænken hele kampen, det samme gjorde Rodrygo. Casemiro fik 82 minutter, som han krydrede med et gult kort.

Seneste artikler...