Referat: Chelsea - Real Madrid 1-3, CL, kvartfinale, 1. kamp
Reyes de Europa. Somos los reyes de Europa.
Real Madrid leverede en pragtpræstation i går på Stamford Bridge og med sejren på 1-3 kan man så småt skimte CL-semifinalerne forude. Nuvel, først skal der spilles 90 minutter i Madrid og som alle ved, så kan de blive ”Molto Longo”.
Anført af Karim Benzema, som der ikke længere findes superlativer for, vandt Real Madrid en fuldt fortjent sejr i et velspillet opgør, hvor Carlo Ancelottis tropper kun var på hælene i en kort periode i anden halvleg, men ellers havde styr på opgøret og ikke som i sidste sæsons møde mellem de to hold, lod sig blive overløbet på midtbanen.
Karim Benzema. Sig navnet og mærk varmen brede sig i din krop. I det 21. minut igangsatte han selv et angreb, hvor Vinícius blev sendt afsted på venstrekanten og brasilianeren kvitterede med at smække bolden ind i pandebrasken på den fremstormende franskmand og så var Edouard Mendy prisgivet i Chelsea-målet. For første gang nogensinde.
Men trængslerne for Mendy var ikke ovre endnu, for blot tre minutter senere var det Modric´ tur til at sende bolden ind i hovedet på Benzema, som med største lethed dirigerede bolden forbi Chelsea-målmanden.
Hattricket kunne såmænd være fuldbyrdet omkring den halve time, da Benzema pludselig fik en løs chance, men fri foran mål missede han den store chance og sammenholdt med Vinícius´ skud på overliggeren efter 10 minutters spil, viser det meget godt at Real Madrid var spilstyrende og kom frem til de største chancer mod et hårdt presset Chelsea-forsvar.
Men kort før pausen fik Chelsea bragt lidt spænding ind i opgøret med Kai Havertz´ reducering i en situation, hvor Dani Carvajal var lidt uopmærksom, men den udskældte højreback spillede ellers en god kamp.
I pausen måtte Thomas Tuchel erkende sin fejlslagne taktik og ændrede formation, men den nåede man slet ikke at få glæde af, for spillerne var knapt kommet i gang med anden halvleg, før Edouard Mendy lavede en horribel fejlaflevering midt på egen banehalvdel og historien har vist, at målmænd ikke skal begå brølere, når Karim Benzema er i nærheden. Franskmanden opfangede lynhurtigt bolden og sendte den i det tomme net.
Nede 1-3 blev det naturligvis vanskeligt for Chelsea, som dog fik en kort opblomstring i forbindelse med, at Eder Militao måtte lade sig udskifte efter 64 minutters spil i stedet for Nacho. Det skyldtes ikke spanierens tilstedeværelse i det centrale forsvar, men der var lige en periode på 10 minutter, hvor Real Madrid-spillerne skulle finde hinanden. Men man fik redet stormen af og sikret sig et fantastisk godt udgangspunkt til returopgøret på tirsdag.
Kampens spiller: KB9. Verdensklasse er egentlig for lille et ord. Der ligger en guldbold og venter.
Kampens badebold: Årh, den er lidt ærgerlig at skulle dele ud, for der var ikke nogen spillere, som faldt igennem for alvor denne aften. Med lidt blødende hjerte går den til Carvajal for at misse opdækningen ved reduceringen.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Ekstremt vigtig sejr i forhold til at komme tilbage på ret kurs. Det var man før Barcelona-nederlaget, men det er vigtigt at vise omverdenen, at man ikke lader sig ryste på banen. Også i forhold til Carlo Ancelotti, som – med rette – blev kritiseret for El Clásico-nederlaget.
