Casemiro i karantæne mod Sevilla
Casemiro er så småt begyndt at finde sit dominerende spil frem igen. Han spillede en flot kamp i midtugen mod Chelsea og i gårsdagens sejr over Getafe leverede han også en flot kamp, som han krydrede med sin første sæson-scoring, da han pandede Vinícius' flotte indlæg i kassen.
Men der var også lidt malurt i bægeret på Casemiros præstation i gårsdagens kamp.
Således tilragede Real Madrids defensive anker sig en ostemad i første halvleg mod Getafe, hvorfor han er i karantæne til den vigtige udebanekamp mod Sevilla i næste weekend. Det lignede endda en helt bevidst aktion, da dommeren først hev det gule kort op af lommen efter nogle vilde gestikulationer af brasilianeren, som han allerede havde forsøgt sig på nogle minutter forinden.
Carlo Ancelotti skal derfor i tænkeboks forud for Real Madrids besøg i Andalusien, men italieneren kan heldigvis trøste sig med, at spillere som Valverde og Camavinga har vist fin form på det seneste.
