Modric: ‘Jeg vil ikke sige, at vi spillede en dårlig kamp’
Menuen stod på kroatisk magi, da Luka Modric sent i gårsdagens kamp mod Chelsea tog to berøringer og smed et uhyre præcist indlæg ind i fødderne på Rodrygo, der sendte Real Madrid tilbage i kampen.
De første 79 minutter havde dog været alt andet end kønne, og selv med et enormt defensivt udtryk på selveste Santiago Bernabéu havde Ancelottis tropper formået at spille sig bagud i det samlede regnskab.
Men spørger man vores kroatiske redningsmand, var der ikke mange fingre at sætte på Real Madrids spil.
- Jeg vil ikke sige, at vi spillede en dårlig kamp, men de udnyttede deres chancer godt. Vi gav ikke op, vi blev ved med at kæmpe og tro på det, og i sidste ende scorede vi to mål, lød det fra Luka Modric efter kampen til BT Sport.
I dag høster Ancelotti særligt kritik for sit taktiske udlæg til kampen, men Modric havde efter kampen kun ros tilovers for italieneren.
- Jeg synes, at han lavede gode indskiftninger, og de havde en stor effekt på kampen, sagde Modric til BT Sport.
I samme ombæring fik Real Madrids nummer 10 udtalt, at Chelsea efter hans mening er det sværeste hold at spille mod, og det må siges at være en opløftende melding, når vores kommende semifinalemodstander med stor sandsynlighed ender med at hedde Manchester City.
