Referat: Real Madrid – Chelsea 1 – 3 (2 – 3 E.F.), Champions League, kvartfinale, 2. kamp

Er I kommet jer derude, madridistas? For i går var en hæsblæsende aften! Det lykkedes Real Madrid at formøble den 2-målsføring, som man havde med fra første kamp, men i sidste ende gik det, og Real Madrid er dermed klar til Champions League-semifinalen.

Der skulle dog 120 minutters følelsesmæssige op- og nedtur til først. Kampen startede for Real Madrids vedkommende okay, idét man så veloplagte ud i de første ti minutter. Her lykkedes det blandt andet Vinícius at trække et gult kort på Reece James, men desværre satte Chelsea sig stille og roligt på kampen derfra, og Real Madrid blev presset langt tilbage på banen.

Chelseas første mål kom efter et kvarter i en situation, hvor Alaba så uheldig ud. Østrigeren gik i et pludseligt hidsigt pres fra sin position som venstre midtstopper, hvilket efterlod et stort hul bag Nacho, da Mason Mount pludselig var fri igennem. Mount løb fra Carvajal og sparkede bolden sikkert i kassen, og herfra kunne man godt få bange anelser.

Benzema og Vinícius var i første halvleg temmelig isoleret oppe foran, eftersom Real Madrid stod så langt tilbage på banen, og i højresiden fungerede Valverde slet ikke ligeså godt som i første kamp. Første halvleg havde mange ligheder med udebanekampen imod PSG, og da Real Madrid gik til pause, var det altså med forhåbningen om, at der skulle ændres på tingene, for Chelsea havde haft overtaget i 35 af de første 45 minutter.

Anden halvleg fortsatte dog blot ad samme spor. Ancelotti så ud til at have rykket Valverde fra kanten og længere ind centralt som en slags enmands-preshær, der samtidig skulle tage løbene ud til højre, men det afholdt ikke Chelsea fra at blive siddende på spillet. Allerede efter 51 minutter fik Rüdiger reduceret på et fejldømt hjørnespark i en situation, hvor det helt uforståeligt var Modric, der havde ansvaret for opdækningen af den kraftfulde tysker. 0-2, og så stod den lige.

Det er næsten bekymrende, at det var, hvad der skulle til, for at Real Madrid kunne vise mere energi, men det var, hvad der skete. Benzema fik en chance bagerst i feltet, som han dog ikke fik afsluttet ordentligt på, Valverde fik sparket tæt over mål, og Kroos havde et nærgående frispark. Det endte dog med at gå galt i den anden ende, da Mendy kluntet fik driblet sig i problemer på egen banehalvdel, hvorefter Marcos Alonso kunne sparke bolden ind til 3-0. Målet blev annulleret korrekt for hånd på bolden fra spanieren, men det var bestemt en advarsel til Real Madrid.

Der gik dog ikke længe, før Chelsea fik endnu en scoring, som denne gang talte. Werner tog et godt dybdeløb i en situation, hvor Nacho var presset højt op i banen og efterlod et kæmpe rum bag sig, som hverken Casemiro eller Carvajal tog ansvar for at lukke. Werner tog nogle skarpe træk ind gennem feltet, og selvom Courtois fik en arm på afslutningen, gik bolden i mål til 0-3. Katastrofen så altså ud til at være over Real Madrid, og pludselig føltes 0-4-nederlaget på hjemmebane til Barcelona ikke så langt væk i erindringen.

I Real Madrid har man dog spillere, hvis høje klasse nærmest er en snydekode i fodbold. For eksempel krævede det blot to hurtige berøringer kombineret med en skarp vending med bolden, før Modric havde gjort klar til at lægge et af årets smukkeste assists. Med ydersiden fandt han Rodrygo bagerst i feltet blot fem minutter efter Chelseas scoring. Intet mindre end en verdensklasse assist, og dermed stod den lige igen.

I slutningen af den ordinære spilletid måtte Nacho lade sig udskifte med en skade, og da hverken Vallejo eller Militão var med, mens Casemiro var blevet udskiftet, var det Carvajal, der fik lov at danne centerforsvar med Alaba. Ikke just betryggende, men forståeligt at Rafa Marín ikke blev skiftet ind til sin debut i så stort et opgør. Det lykkedes Real Madrid at holde frem til slut på trods af et par nærgående forsøg fra Pulisic, og dermed skulle man i forlænget spilletid.

Der skulle blot gå fem minutter af den forlængede spilletid, før Vinícius og Benzema tryllebandt Bernabéu. Camavinga, der nok engang præsterede et flot indhop, udnyttede sløset spil fra Kanté og fik sendt Vinícius i dybden. Brasilianeren fandt Benzema med en flot aflevering i feltet, der igen gjorde det onde ved Chelsea med et hovedstød, og dermed var Real Madrid på vej videre til semifinalen efter at have været langt væk rent spillemæssigt i store dele af kampen.

Der var chancer i begge ender i resten af kampen, men stillingen blev der ikke ændret på, og således er Real Madrid klar til semifinalen, hvor enten Manchester City eller Atlético Madrid venter.

Kampens badebold: Forsvaret så til tider ud til at være dårligt afstemt, og man kan med rette kritisere både Nacho og Alaba på nogle af målene. Vi går dog med Mendy, der ikke spillede sin bedste kamp og tilmed var heldig, at Chelsea fik annulleret det mål, som han selv havde været skyld i med sit torskedumme boldtab.

Kampens spiller: Der er mange ting at honorere: Valverdes utrættelige løbearbejde, at Carvajal faktisk gjort det rigtig godt som centerback, at Benzema nok engang afgør kampen for Real Madrid og Camavingas flotte indhop… men: Vi går med magiske Modric. Det er hans gyldne yderside, der hiver Real Madrid tilbage i kampen, lige når alt ser sortest ud, og så spiller han 120 flotte minutter som 36-årig – endda mange af dem som 6’er i slutningen af kampen.

Perspektiver mod kommende kampe: Hvis Real Madrid-spillerne var trætte efter den første Chelsea-kamp, har 120 minutters hård kamp i går aftes nok ikke hjulpet på det. Det er godt, at Real Madrid har et så stort forspring i LaLiga, for søndag venter den svære udebanekamp imod Sevilla. Ancelotti viste sig villig til at rotere mod Getafe, og lad os håbe, at det samme er tilfældet imod Sevilla, for den seneste uge må have trukket tænder ud, og der er fortsat store kampe i LaLiga samt to kommende Champions League-semifinalekampe i vente.  

Seneste artikler...