Real Madrid i semifinalen for 31. gang
Real Madrid er videre til semifinalen i Champions League, og det er 31. gang, at det sker for Los Blancos i den største europæiske klubturnering.
Det er naturligvis rekord og endda en temmelig overbevisende en af slagsen, da Bayern München er nærmeste forfølger med 20. Dem distancerede man i øvrigt yderligere i går aftes, da et sent mål af Samuel Chukwueze sendte Villarreal i semifinalen frem for den tyske storklub.
Real Madrid har nu nået semifinalen i ti af de foregående tolv sæsoner, og under Carlo Ancelottis ledelse har man som minimum altid nået dette stadie. I italieneres første sæson udklasserede man Pep Guardiolas Bayern-hold med samlet 5-0, hvorefter man slog Atlético Madrid i finalen og vandt La Décima. I sæsonen efter blev Juventus endestationen i semifinalen, mens man nu kan fejre tre semifinalepladser af tre mulige under Ancelotti.
