Ancelotti: At bære Real Madrid-trøjen medfører et positivt ansvar

Real Madrid spiller den første af to semifinalekampe imod Manchester City i Champions League i morgen aften, og her følger, hvad Carlo Ancelotti havde at sige om kampen imod Pep Guardiolas mandskab.

Ancelotti lagde blandt andet vægt på Real Madrids store betydning i den største europæiske klubturnering:
- Real Madrids historie i denne turnering betyder meget for os og mere end vores modstander. Den historie, som er blevet opbygget over alle disse år, hjælper vores spillere til at føle vægten af denne trøje, og det er en positiv vægt. At bære denne trøje medfører et positivt ansvar. Der er to hold, som ingen troede ville komme i semifinalen, og det er Villarreal og Real Madrid. Vi er virkelig glade for at være her og være i stand til at konkurrere. Real Madrid vil altid konkurrere og kæmpe med 100%.

- Kampen bliver ikke afgjort i morgen. Den bliver afgjort på Bernabéu. Jeg har ikke besluttet mig for at spille med tre angribere eller to. Rodrygo gør det godt, det samme gør Camavinga. De bringer en masse energi, og det er den tvivl, jeg har i mit sind. Presset er det samme. For os repræsenterer det at nå semifinalen ikke succes. Vi kæmper for at nå finalen. Vores mål er at nå finalen, fordi når Real Madrid kommer igennem til finaler, er der som regel en større chance for, at de (Real Madrid, red.) vinder den.

Om forberedelsen til kampen:
- Man skal håndtere kampen ordentligt. Ændringen i reglen om målene (ingen særlig regel om udebanemål, red.) betyder, at alt er mere åbent, og i denne slags kampe er det en blandet fornøjelse, fordi vi er virkelig tæt på at nå finalen i den største klubturnering i verden, mens der er en bekymring, der skyldes, at vi møder et stærkt hold. Det er vi vant til, fordi vi har haft nogle virkelig svære kampe i denne udgave af Champions League. Vi har kæmpet, og det er gået godt for os, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at kæmpe hårdt igen i morgen.

Om holdets skader:
- Mendy har det fint. Der er et spørgsmålstegn ved Alaba, og et endnu større spørgsmålstegn omkring Casemiro. Vi må se, hvordan aftenens træning går. Der er mere tvivl med Casemiro end med Alaba. Casemiro kæmper for at nå det og er der næsten. Hvis han ikke når det til denne kamp, er han med i den næste.

Seneste artikler...