Referat: Real Madrid - Manchester City 3-1 efs, CL-semifinale, 2. kamp

Real Madrid er i Champions League-finalen efter en ny vanvittig Remontada, som efterlader en hel fodboldverden uden ord.

For hvordan skal man forklare, at man i ottendedelsfinalen er helt nede i sækken mod Paris SG med 0-2 og vinder samlet 3-2 og hver der er blot 11 sekunder mellem 2. og 3. scoring………..for så at gøre det af med de forsvarende CL-indehavere fra Chelsea på samme recept og efter forlænget spilletid. Og igen i går mod en af de helt store CL-favoritter, Manchester City.

Det har været en vild Champions League-sæson og der var set frem til gårsdagens returopgør efter at have overværet første opgør mellem de to klubber, hvor man leverede en vild kamp og to gavmilde forsvar, der resulterede i en 4-3-sejr til englænderne.

I gårsdagens kamp var der kommet styr på de to defensiver, men hvad kampen manglede i mål, fik man til gengæld i intensitet og der var gode muligheder til begge hold for at komme foran, men hos Real Madrid var Karim Benzema helt uvant uskarp og misbrugte et par gode forsøg på at give Real Madrid en god start på opgøret. Manchester City havde også deres chancer, men første halvleg endte uden mål.

Real Madrid kom ud til anden halvleg, som lyn og torden og indledte de sidste 45 minutter med en indstuderet øvelse, hvor Toni Kroos med det samme sendte Carvajal på en løbetur på kanten og spanierens indlæg var Vinícius tæt på at sparke i mål.

Kampen bølgede frem og tilbage, men Real Madrid kunne ikke få hul på målscoringen og da Mahrez bragte Manchester City foran med 17 minutter igen, lignede det et CL-exit.

Især fordi Manchester City på dette tidspunkt formåede at lukke ned for Real Madrid, som var ved at løbe tør for kræfter og ideer, men der er fortsat tryllestøv over Estadio Santiago Bernabéu og netop, som man skulle til at tage hul på dommerens forlængede spilletid viste indskiftede Eduardo Camavinga stort overblik, da han lagde bolden ind til Benzema, der med det samme centrede bolden ind til Rodrygo, som kunne prikke udligningen ind.

Men Real Madrid manglede stadig en scoring for at fremtvinge forlænget spilletid og den kom blot 84 sekunder senere, da Carvajals indlæg blev headet fremragende ind af Rodrygo, som virkelig begynder at vise verdensklasse. Estadio Santiago Bernabéu eksploderede i jubel og det kunne være blevet helt vildt, hvis Rodrygo også havde scoret til 3-1 på den store mulighed, han fik bare et par minutter senere, men Ederson reddede det nærgående forsøg.

Kampen gik i forlænget spilletid med to mandskaber, som havde skiftet flittigt ud og hvor trætheden og kramperne for alvor begyndte at melde sig. Samtidig sneg usikkerheden sig ind på Manchester Citys spillere, som måtte se Rubén Dias lave klart straffespark efter blot fem minutter og igen var Benzema sikkerheden selv og sendte Real Madrid på finale-kurs.

I en hæsblæsende afslutning måtte Eder Militao udgå med krampe og blev erstattet af Vallejo, men spanieren leverede en fejlfri præstation i de minutter, han fik på banen og helt generelt leverede de indskiftede spillere en præstation af meget høj kvalitet, som var afgørende for triumfen.

Kampens spiller: Marcelo. Måske useriøst at give det til en mand, som slet ikke spillede, men med sine fagter og udtryk på bænken, symboliserede han hele Real Madrids præstation på banen, hvor der var mange folk i spil til denne titel. Det var en helstøbt holdindsats, hvor det blev bevist, hvor meget man egentlig kan, når man står sammen i medgang og modgang. Og så må man bare elske attituden fra Marcelo og huske at nyde de sidste øjeblikke i selskab med en af de største legender i klubbens historie.

Kampens badebold: Er det ikke fair at lade den udgå?

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Med det spanske mesterskab i hus, kan Real Madrid nu indlede forberedelserne frem mod finalen mod Liverpool i Paris. Englænderne har samtidig et hårdt program, hvor de i de næste 24 dage frem mod finalen skal spille fire afgørende kampe i Premier League om det engelske mesterskab, samt en FA Cup-finale.

Seneste artikler...