Optakt: Cádiz – Real Madrid, LaLiga, 37. spillerunde
Igen i aften venter en LaLiga-kamp, der for Real Madrid primært blot handler om at undgå skader og holde den gode form, mens modstanderen kæmper en brav kamp for at undgå nedrykning. Aftenens modstander er Cádiz, der i øjeblikket ligger lige over nedrykningsstregen, men de kan med et nederlag til Real Madrid i aften og en sejr til Mallorca hjemme imod Rayo Vallecano rykke ned i den røde zone. Hjemmeholdet har således masser at spille om i aften.
Og netop Cádiz har for Real Madrid været en drilsk størrelse, siden de rykkede op i LaLiga i 2020 efter at have været ude af det fornemmeste selskab siden 2006. Tre gange har de to klubber mødt hinanden siden oprykningen, og Real Madrid har blot vundet én af de kampe. Tilbage i december fik Cádiz 0-0 på Santiago Bernabéu, og også i starten af sidste sæson fik Cadíz point på Real Madrids hjemmebane – og endda tre af slagsen med deres 1-0-sejr.
I aften spiller Real Madrid dog som nævnt på udebane, og her vandt man senest en sikker 3-0-sejr i sidste sæson, og det er da også kun i de seneste par sæsoner, at Cádiz historisk set har været et problem for Los Blancos. Real Madrid har i alt vundet 22 af de 30 indbyrdes kampe og blot tabt fire gange. Sagen er blot den, at man i disse år aldrig skal vide sig for sikker før en Cádiz-kamp – det fandt Barcelona ud af for blot en måned siden, hvor Cádiz vandt på Camp Nou.
Real Madrid kommer med en flot 6-0-sejr i bagagen, men arkitekterne bag showet er ikke med i aftenens kamp. Sæsonens fem bedste spillere sidder således over, da Ancelotti hviler Courtois, Benzema og Vinícius, mens Modric er ude med karantæne, og Alaba fortsat er ude med sin skade. Til gengæld er Ceballos og Asensio tilbage fra skade, og det samme gælder Hazard. Netop belgieren var et tema på gårsdagens pressekonference, og at dømme ud fra Ancelottis udtalelser forlader Hazard næppe klubben til sommer. Tværtimod kan han se frem mere spilletid i den kommende sæson – ikke dårligt for Real Madrid, hvis Ancelotti kan få den tidligere verdensklassespiller bare lidt tilbage i omdrejninger.
Også Jovic er ude af aftenens kamp, og dermed får vi måske en ny debutant at se i løbet af aftenens kamp, idét Castilla-spilleren Juanmi Latasa er eneste angriber i truppen ud over Mariano. Derudover får Lunin lov at få sin anden ligakamp for Real Madrid i et opgør, der forhåbentlig bliver mere overkommeligt end El Derbi.
Generelt handler det nok mest om i aften at holde øje med de spillere, vi har set mindst til i løbet af sæsonen, og forhåbentlig viser de en masse iver for at vise deres værd i Real Madrid-trøjen. Det kan man følge med i fra klokken 19:30, hvis man har et abonnement hos tv2 play.
Real Madrids forventede hold: Lunin, Carvajal, Militão, Vallejo, Nacho, Ceballos, Casemiro, Kroos, Asensio, Mariano, Rodrygo
