Marca: Lunin søger nye udfordringer - Ospina nævnes som afløser
Ifølge spansk presse har Andriy Lunin valgt at forlade Real Madrid til sommer for at søge mere permanent spilletid end man kan tilbyde ham i den spanske hovedstad.
Her står den 23-årige ukrainer i skyggen af Thibaut Courtois og der er naturligvis ikke udsigt til, at han kan slå verdens stærkeste målmand af pinden inden for overskuelig fremtid.
Lunin har i de seneste par uger ellers fået chancen et par gange efter at Real Madrid sikrede sig et suverænt mesterskab og her har han vist, at han er en særdeles kompetent målmand, som altså nu skal videre i sin karriere og målet er angiveligt at finde en anden klub i LaLiga.
Som afløser for Andriy Lunin er Real Madrid angiveligt i kontakt med Napolis rutinerede målmand, David Ospina, og han skal have accepteret et skifte til de spanske mestre. Han har kontraktudløb denne sommer og er derfor nem og billig at hente.