Ancelotti: Bale er en vigtig del af Real Madrids historie
Carlo Ancelotti har i dag afholdt sit pressemøde forud for sæsonens sidste ligakamp i morgen aften, og her følger nøglepunkterne.
Om det forestående opgør:
- Vi har gjort det godt i alle kampene, siden vi vandt LaLiga, og vi har kæmpet hårdt. Vi vil gøre det samme i morgen, hvor de spillere, der ikke spillede imod Cádiz, får en god portion minutter.
Hvis Gareth Bale kommer på banen i morgen aften, bliver det sidste gang på Santiago Bernabéu, og om waliseren sagde Ancelotti:
- Han trænede med i dag men er stadig ikke på 100%. Vi må se i morgen, om han er klar til at komme på bænken, eller om han er ude. Jeg skal sende to spillere på tribunen (der er kun plads til 23 spillere i kamptruppen, red.), og det er ikke nemt. Måske spiller han, måske ikke. Alle ved, at hans kontrakt udløber, og om han spiller i morgen eller ej er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at han er del af denne klubs historie og vil blive husket af alle Real Madrid-fans. Han har skrevet nogle vigtige sider i denne klubs historie, og det er normalt, at alle anerkender det.
Kampen i morgen er også muligheden for at sige farvel til spillere som Marcelo og Isco på Real Madrids hjemmebane, men ifølge Ancelotti er det ikke et stort fokus:
- Jeg har ikke snakket med dem om det, fordi de er kun fokuserede på vores kamp den 28. maj. Marcelo og Isco er tilbage, og vi har stort set en fuldt kampklar trup. Jeg spiller med de spillere, der mest har brug for spilleminutter før kampen den 28. maj.
Kampen i morgen står mellem de spanske mestre og Copa del Rey-vinderne fra Betis, og Ancelotti kommenterede på det således:
- Betis og Real Madrid er to hold, som har vundet hjemlige turneringer i Spanien. Det bliver en god kamp og en højkvalitets og underholdende kamp. Vi kommer alle til at nyde den; Betis, Madrid og tilhængerne. Jeg vil gerne give dem en æresport, fordi de vandt Copa del Rey, som er en meget vigtig turnering i Spanien.