Benzema kåret til sæsonens spiller af Mahou
I løbet af sæsonen kårer Mahou løbende månedens Real Madrid-spiller, ligesom de udnævner sæsonens bedste spiller til slut, og her er valget naturligvis faldet på Karim Benzema.
Franskmanden har indtil nu scoret 44 mål på 45 kampe og været aldeles afgørende for, at Real Madrid vandt klubbens 35. spanske mesterskab. Ved modtagelsen af prisen sagde Benzema:
- Jeg er meget stolt. Det har været en virkelig god sæson for mig med hensyn til mål, assists og trofæer, og jeg er meget glad.
Om Champions League-finalen imod Liverpool udtalte han desuden:
- Det afgørende imod Liverpool er at gå ud og vinde kampen. Det er en finale imod et meget stærkt hold, men vi er fyldte med selvtillid, fordi vi er også et godt hold. Vi skal fokusere på vores spil og spille som en enhed med støtte fra vores fans. Vi har stor tro på os selv, og det kommer vi til at vise på banen.
